En smuk VBAC – Vaginal Birth After Cesarean

”Der er så mange ting, jeg indser her efter fødslen: Om fødsel, mig selv, forbindelse, tillid, frygt… Følelser og ting, jeg ikke engang kunne forestille mig før.”

Sådan skrev Sintija til mig, dagen efter at jeg havde taget imod hendes lille dreng hjemme i soveværelset i Valby.
Sintija havde knap tre år forinden været igennem et rædselsforløb af en fødsel, der efter mange timer endte i et akut kejsersnit. Lægerne havde fortalt hende, at hvis skulle hun føde igen, ville de råde til et kejsersnit – hendes bækken var for smalt.
Derfor sad hun i foråret i min konsultation og græd. Hun var gravid med barn nummer to, endnu en lille dreng, og havde en fin hvid skjorte på, der fremhævede hendes smukke runde mave.

”Hvorfor kan jeg ikke føde mine børn? Hvordan kan det være at min krop ikke er egnet til at føde?” spurgte hun, med indignation og gråd i stemmen.
Jeg kunne mærke vreden ulme indeni mig.

“Hvem bilder sig egentlig ind at sige til en kvinde, at hendes krop er uegnet til at føde børn? “

Al min erfaring som jordemoder siger mig, at det aldrig er én enkeltstående faktor, der afgør, om en vaginal fødsel lykkes eller ikke.
Det kan da godt være, at hun havde et smalt bækken, men med mindre man har et decideret misdannet bækken efter sygdom eller lignende, har vi faktisk ingen evidens for at sige, at et bestemt bækkenmål er minimumsmålet for at få et barn igennem bækkenet.
Vi ved, at den måde, barnets hoved sidder i bækkenet, har enorm betydning. Hvis barnets fleksible hoved samarbejder med moderens bækken, bliver det umulige muligt. Både barnekraniet og bækkenknoglerne har en enorm indbygget fleksibilitet.

Jeg har set små børn på 2500 g “sidde fast” i bækkenet og børn på 5300 g glide ubesværet ud af deres mor.

Hvis der er noget galt, er det gode, at det altid viser sig under fødslen. Og ikke som du måske forstiller dig, hvis du har hang til ”Skadestuen”, ”Greys Anatomy” og andre medieforvredne billeder af fødsel.
Det foregår faktisk meget mere kedeligt. Nemlig ved at fødslen går i stå.
Fødslen er en kompleks proces styret af flere faktorer, der påvirker hinanden. Derfor vil veerne blive svagere, hvis barnets hoved ikke ”samarbejder” og glider planmæssigt ned gennem bækkenet.

Jeg fortalte Sintija, at jeg ville råde hende til at gå spontant i fødsel og undgå enhver form for igangsættelse. Min erfaring er, at medicinsk igangsættelse slører det ellers stærke sprog, som kroppen taler. Selve det ikke at gå i fødsel er også kommunikation.
Vi arbejdede i hypnose med hendes traume fra den sidste fødsel, og hun kom i kontakt med alle sine indre ressourcer, sin egen kraft og kerne.
Da hun gik, havde hendes øjne et andet skær, om end hun stadig var overvældet af frygt for den kommende fødsel.

En måneds tid efter kom Sintija tilbage. Hun havde besluttet sig.
Hun ville prøve at føde vaginalt. VBAC, som det hedder i fagsproget. Vaginal Birth After Cesarean.
Jeg støttede hende. Vi lavede mere hypnose. Hendes forbindelse til sit ”styrke-sted” var blevet stærkere, og det blev mere og mere tydeligt for mig, HVOR mange ressourcer denne spinkle kvinde havde.

På dagen for hendes termin sås vi igen. Hun strålede.
Hendes svigermor ville betale for, at hun kunne hyre en privat jordemoder til den fødsel, hun stadig frygtede. Det var jo mildest talt lidt sent, men universet havde åbenbart planlagt det hele for os, for det lykkedes mig at rydde min kalender og sige ja til at stå til rådighed.

 

Senere samme aften ringede hun. Hun havde fået veer.

Der var ingen parkeringspladser, da jeg ankom til adressen i den kølige sommernat. Resolut parkerede jeg ud for porten og snuppede en pose i bagagerummet med de mest nødvendige fødeting.
Jeg skulle jo bare lige op og undersøge hende. En VBAC hører til på hospitalet, hvor man kan gribe hurtigt ind, hvis arret i livmoderen viser tegn til at briste.

Hun lå på siden. Hun havde kastet op flere gange, og veerne rasede. Hun var langt i fødsel. Jeg kunne aflæse det på hendes kropssprog og hendes lyde.
Det tænkte jeg, da jeg så hende. Jeg spolede tilbage til eftermiddagens snak om, hvad der var målet med denne fødsel.

”Det er ikke vigtigt om han bliver født den ene eller den anden vej. Det er vigtigt, at jeg har mig selv med hele vejen,” havde hun sagt.

Hjertelyden var perfekt. Hendes mand var sammen med den store dreng i stuen ved siden af. Han var vågnet og syntes, det var lidt vildt, det der skete med hans mor.
”Er hun syg?” ville han vide, da jeg bar dem tredje brækspand ud på toilettet.

”Nej skat, din mor er ved at føde, og hun er meget meget stærk. Det er ligesom en stor stærk bjørn, der brøler, sådan er det, når kvinder føder”.

De klareste blå øjne så op på mig i et stort smil. ”Jeg er også en bjørn, Raaaaaaoooohhh”.
Den treårige blenumse forsvandt ind i stuen til dynerne og iPad’ens tryghed. Jeg gik tilbage til hans bjørnemor og holdt hendes hånd.

Veerne arbejdede. Hun arbejdede. Jeg arbejdede.
Jeg skulle lige til at foreslå, at vi begyndte at få noget tøj på hende og bevægede os ned mod min ulovligt parkedede bil, da jeg kunne høre lydene skifte karakter.
Hun var på vej i pressefasen. Tusind tanker for gennem hovedet på mig.

Risikoen for at hun ville føde i bilen, risikoen for at re-traumatisere hende ved at flytte hende ud af hendes ”trygge rum” og risikere, at pressefasen gik i stå af psykologiske årsager. Meget almindeligt ved fødsler efter kejsersnit!

Jeg besluttede, at vi ville blive i soveværelset. Arret havde gennem timers veer vist sin styrke. Der var absolut ingen faglige tegn på, at der ville blive problemer med det.

Hjertelyden var perfekt, og fødslen skred hurtigt frem. Det sikreste for hende og hendes barn var at blive her i troen på det, hun havde fået sået tvivl om: Virker min krop?
Hun pressede fantastisk. Jeg forsøgte at få hende i forskellige stillinger for at hjælpe ham med at trænge bedst muligt ned i bækkenet. Hun var skide ligeglad med mine gode forslag. Jeg smilede indeni.

”Målet er at bevare mig selv.” You go girl!

Som altid ved moderen bedre end jordemoderen, og en times tid efter rakte hun armene ned og tog imod den smukkeste lyserøde dreng, der kom til verden, mens den første morgensol skinnede ind af vinduet på tredje sal.

AV(Billedet er udlånt af Anna Verwaal, hjemmefødsel 2010)

Jeg ringede til Hvidovre, hvor vi egentlig skulle have født.

”Tja, han kom så hurtigt, at jeg skønnede, det var mest sikkert at blive her” sagde jeg til min kollega i telefonen.

”Jamen tillykke – de fødsler gør jo hvad de selv vil,” sagde min kollega i røret.

Vi kan ikke beslutte os for, om vi vil føde vaginalt, eller om ungen sætter sig på tværs eller med numsen nedad, eller fødslen går i stå af andre årsager.
Det, vi kan gøre, er at give den spontane fødsel gode, trygge vilkår for, at den kan udfolde sig optimalt.
Det gjorde Sintija. Og belønningen kom, den fredag morgen.

Nogle børn skal fødes gennem et hul i mors mave. Nogle hjemme i soveværelset. Jo mere stille vi tør være, jo mere vi tør lytte til kroppens og fødslens visdom, jo mere tydeligt kan vi høre den stemme, der guider os til lige præcis den fødsel, der er rigtig for den enkelte mor og hendes barn.
Alle kvinders kroppe kan føde. Nogle har bare brug for et lille snit 😉 Alle har brug for en hånd at holde i.

Tak for din tillid, Sintija, og for at dele din intime, smukke rejse med mig – og nu også med alle kejserinder, der måske drømmer om at opleve en fødsel på en anden måde næste gang.

Kærligst YOJO’s Jordemoder Anne Ruby (som fødte med Sintija) – og som også er en af kvinderne bag Kejserinderne.
Jordemoder Anne og fysioterapeut Heidi, er eksperter i at hjælpe kvinder, der har født ved kejsersnit! De har samlet deres fælles viden og erfaringer til din fordel og tilbyder et unikt forløb med træning efter kejsersnit. Læs mere om kejserinderne her.
kejsersnit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *