YOJO gravid online – pressemeddelelse

Vi har de sidste seks år haft hundredevis af gravide igennem vores fødselsforberedelses-koncept YOJO – YOga & JOrdemoder, og fordi efterspørgslen er stigende (de gravide vil i stigende grad gerne være forberedt til fødslen, fysisk og psykisk) har vi valgt at udvide med en online version af vores forløb. Læs vores pressemeddelelse herunder:

EN FØDSELSREVOLUTION!

Den moderne dansker forholder sig som forbruger til økologi, dyrevelfærd og i høj grad sundhed. Vi vælger dåsetomaterne fra, og tager i stedet dem i karton, pga. frygten for farlig metal-kemi, som kan skade vores helbred. Vi vælger private daginstitutioner og skoler, for kun det bedste er godt nok til vores små poder. Men når det kommer til fødslen af vores kære små, den måske vigtigste begivenhed i hele deres liv, så lægger vi os bare på briksen, på det nærmeste sygehus, med benene i vejret, og venter på at nogen professionelle skal fortælle os, hvad vi skal gøre.

Det gør YOJO op med, med deres fødselsforberedelse, hvor man både dyrker dejlig gravidyoga med Maria Allingham og bliver uddannet til fødslen af jordemoder Anne Ruby. De to kvinder arbejder for at give fødslerne tilbage til kvinderne – en fødselsrevolution:

“Uvidenhed skaber frygt, frygt skaber spænding og så bliver fødslen både længere og mere smertefuld. Vi vil med grundig vejledning og konkrete teknikker give kvinderne mulighed for at føde i tillid til processen og egne evner. Når det sker, oplever de fødslen som deres, og ikke længere noget, de skal overvinde. Det betyder, at de vender tilbage med fødselsberetninger fulde af overskud, glæde og begejstring”, siger jordemoder Anne Ruby.

Som noget nyt kan man nu deltage i deres fødselsforberedelses-koncept online. Så nu kan alle kvinder og deres partnere i hele landet få del i YOJO. Det er en fuld pakke med fødselsforberedende yoga og jordemodermoduler, som man kan sidde derhjemme bag egne vægge og se, lige når man vil og igen og igen. Især det sidste er noget de gravide, der har prøvet online-forløbet af som testere, har været meget positive omkring:

“Videoen om kroppens føde- og kærlighedshormon oxytocin så min mand og jeg flere gange, for virkelig at forstå sammenhængen med psyken og vigtigheden af tryghed og tillid – og krammeøvelsen er vores næsten daglige oxytocin-ritual”, siger én af deltagerne.

“Alle kan være med, uanset niveau. Gravide er jo som alle andre mennesker generelt ret forskellige. En del af dem har aldrig dyrket yoga før, nogle har lidt erfaring, og andre er øvede yoginier. Fælles for dem er, at de har taget et aktivt valg om at udvide bevidstheden og uddanne både krop, sind og psyke til at rumme fødslens magi og give dem selv og deres babyer den bedst mulige start på familielivet”, siger yogalærer Maria Allingham.

Flere og flere jordemødre anerkender eller arbejder også med yoga. Yoga kan lære de gravide at få tillid til det der sker i deres krop – at knytte sig til og elske det lille liv, der udvikler sig. “Yoga kan på alle måder give de gravide og deres partnere nogle håndgribelige redskaber og empowerment til at rumme den stærke transformation, en graviditet og fødsel er – både fysisk, mentalt og spirituelt”, siger yogalærer Maria Allingham.

 // Maria Allingham er yogalærer og doula, specialiseret i gravid- fødsels- og efterfødselsyoga. Anne Ruby er privatjordemoder, med særligt fokus på naturlige hjemmefødsler, og har også konceptet Kejserinderne, for kvinder der skal føde eller har født ved kejsersnit. Tilsammen har de to YOJO, som indtil nu har været forbeholdt københavnerne. Men med den stigende efterspørgsel, var det tid til at udvide, så de nu kan nå endnu flere danske gravide og kommende forældre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.